FAQ 


Hvor gammel skal man være for at arbejde i LEGOLAND?
Man skal som minimum være 15 år for at arbejde i LEGOLAND. I nogle områder er der krav fra myndighederne om, at man skal være 18 år for at måtte udføre de opgaver, der ligger i det område. Se de enkelte jobbeskrivelser for nærmere information.

Hvad er lønnen for en sæsonmedarbejder?
Lønnen er afhængig af anciennitet og hvorvidt du er over eller under 18 år. Lønnen følger overenskomsten for det pågældende område, som du søger job i. Vi har overenskomster med 3F, HK og Horesta.

Hvordan kommer man til LEGOLAND, hvis man ikke har bil?
Først og fremmest har vi rigtig mange medarbejdere, der finder ud af at køre sammen, men det er meget vigtigt, at du har undersøgt bustiderne ved de offentlige transportmidler, hvis du forventer at blive afhængige af dem, da der ikke er lige gode forbindelser alle steder fra. Læs mere her.

Arbejder man i weekenden?
Langt de fleste jobs kræver at man også er her i nogle weekender og på nogle helligdage, men det er meget forskelligt fra job til job. For sæsonansatte gælder det, at man typisk arbejder hver 2. eller 3. weekend afhængig af ansættelsesvilkår.

Gør LEGOLAND noget for medarbejdertilfredsheden?
Vores generelle tro er, at kun med tilfredse medarbejdere kan vi levere den gæstetilfredshed, som vi ønsker. Derfor analyserer vi hvert år vores medarbejdertilfredshed nøje, ligesom vi både arbejder intenst med områder som personalegoder, sociale arrangementer, trivsel og uddannelse. Se mere under menupunktet LEGOLAND som arbejdsplads.

Hvor mange jobs slår I op hvert år?
Vi besætter ca. 1500 jobs hvert år, og heraf udgør ca. 900 sæsonmedarbejdere, der har arbejdet her tidligere.

Hvem tager sig af ansættelser i LEGOLAND?
Ansættelser i LEGOLAND foretages af de relevante ledere fra den pågældende afdeling, og til nogle jobs vil HR og måske en kommende kollega også deltage.