Hent Pressemeddelelse her
Igen i 2013 kan LEGOLAND® præsentere en stjernerække af kendte danske sangere. Anført af popdronningen Medina vil Burhan G, Alphabeat, Nabiha, Shaka Loveless og MGP Vinderne underholde store som små gæster til Open Air lørdag den 17. august.
Tunge basrytmer og begejstrede stemmer vil igen i år brede sig over LEGOLAND, når parken lægger græs til den traditionsrige LEGOLAND Open Air. Koncerten bliver afholdt lørdag den 17. august.
Dagen bliver startet af Kristian, som vandt DR’s MGP i starten af februar med sangen ”Den første autograf”. Han får følgeskab af Cecilie og Hugo & Elliott ft. Stereo Moves, som sluttede på 2. og 3. pladsen.
Shaka Loveless optræder i LEGOLAND for første gang med sin funky dancehall stil, inden han giver scenen videre til Nabiha, som holdt et brag af en koncert i LEGOLAND i september 2012. Alphabeat er garanter for pop og disko i verdensklasse, og dagen afsluttes af Danmarks R’n’B konge Burhan G og popdronningen Medina.
- Vi har igen i år et stærkt og varieret koncertprogram med kunstnere fra mange forskellige musikgenrer, som appellerer til hele familien. Vi har kunnet se en udvikling, hvor gæsterne kommer tidligere og tidligere for at få hele koncerten med, og det tror jeg bestemt også bliver tilfældet i år, fortæller Henrik Höhrmann, direktør for LEGOLAND.
LEGOLAND Open Air er en koncertoplevelse for hele familien. Blandt andet er der i første halvdel af koncerten et område lige foran scenen, som er dedikeret til de mindste gæster under 150 cm.
Begrænset antal billetter
Sidste år blev portene til LEGOLAND lukket, da for mange gæster ville til Open Air koncert. For at undgå en gentagelse indfører LEGOLAND i år et bookingsystem med et begrænset antal billetter.
Bookingen foregår på www.LEGOLAND.dk, hvor man køber en tillægsbillet til koncerten. Gæster til koncerten skal stadig betale entré til parken eller bruge sæsonpas, og derudover betaler man 50 kr. for tillægsbilletten. Har man sæsonpas er tillægsbilletten et depositum, som gæsten får tilbage i form af et værdibevis, der kan indløses på koncertdagen i en af de mange spisesteder og butikker i parken.
Der er en begrænset mængde koncertbilletter til rådighed, som kun gælder på koncertdagen.
- Ingen ønsker at afvise børn og familier, som har glædet sig til en dejlig dag og en fed koncert i LEGOLAND. Bookingsystemet sikrer, at vi ved, hvor mange gæster der kommer, og at vi derfor kan garantere entré til de gæster, som booker på forhånd, fortæller Henrik Höhrmann.
Samtidig med bookingsystemet indfører LEGOLAND en separat indgang til koncertpladsen ved Polar Land. Koncertgæster får udleveret armbånd, så de frit kan gå ind og ud af koncertområdet, men der bliver altså ingen adgang for LEGOLAND gæster uden koncertbillet.
Koncertbilletterne bliver lagt til salg på www.LEGOLAND.dk den 3. juni.
For yderligere information kontakt venligst: PR- og pressechef Jonas Søndergård på tlf. 7950 1801 eller jonson@legoland.dk