Koncertdag for hele familien
Hent Pressemeddelelse her
Billund, 9. august 2011
Lørdag d. 20. august afholdes Familie Open Air Koncert, og LEGOLAND kan blandt andre i år præsentere Rasmus Seebach, Medina og Alphabeat med flere.
LEGOLAND afholder et brag af en koncertdag, hvor nogle af Danmarks bedste koncertnavne er på scenen. Lørdag d. 20. august kan forlystelsesparken præsentere Rasmus Seebach, Medina, Alphabeat, Thomas Ring, Sukkerchok og de 3 finalister fra MGP 2011.
- Sidste års koncert var en kæmpe succes, og med årets stærke program håber vi, at koncerten d. 20. bliver endnu en uforglemmelig oplevelse for gæsterne, fortæller event manager Claus Pedersen.
Koncertområdet åbner kl. 11.30 og koncerten starter kl. 12.15. Til lejligheden er den bagerste del af parken forvandlet til en stor koncertplads. I løbet af dagen kan gæsterne være heldige at sikre sig en autograf fra deres yndlingsartist.
Masser af underholdning
Imellem koncerterne er der masser af aktiviteter på koncertpladsen. Cartoon Network har i dagens anledning medbragt Ben10 og Scooby-Doo, der underholder med et nyt Cartoon Network Super Show mellem koncerterne. Gæsterne kan også deltage i konkurrencer om masser af Coca Cola præmier i aktivitetsteltet, og der er selvfølgelig også masser af LEGO bygge aktiviteter.
For at gøre dagen endnu mere festlig kører aktiviteterne helt til kl. 20.00, så der er gode muligheder for at kombinere et LEGOLAND besøg med koncertoplevelsen.
Koster ikke ekstra
Udover entrébilletten til parken koster det ikke ekstra at overvære koncerten. I øjeblikket har LEGOLAND et specielt tilbud: Alle, der køber billet i august, dvs. også til koncerten, kan frit komme igen en dag i september eller oktober.
Frem til kl. 16.15 vil forreste del ved scenen være afmærket specielt til børn under 150 cm, så de i trygge rammer kan følge koncerterne på tætteste hold samt den underholdende Vera, kendt fra børne-TV der vil styre slagets gang som konferencier.
Koncertdagen afholdes i den bagerste del i LEGOLAND, hvor parkeringsområdet P2 er omdannet til koncertplads. Der er indgang gennem hovedindgangen i LEGOLAND. Pladsen er åben d. 20. august kl. 11.30 – 22.15.
For yderligere information kontakt venligst PR & pressechef Jonas Søndergård på tlf. 7950 1801 eller e-mail jonson@LEGOLAND.dk
Program for Familie Open Air i LEGOLAND d. 20. august
Kl. 12.15 MGP 2011
Kl. 13.30 Sukkerchok
Kl. 15.15 Thomas Ring
Kl. 17.00 Alphabeat
Kl. 19.00 Medina
Kl. 21.00 Rasmus Seebach
Der tages forbehold for ændringer.