Hvis du var vild med Power Builder, er Ice Pilots School lige noget for dig. Vi har indrettet Power Builder hallen, så den ligner en flyverskole, men ellers er alt ved det gamle. Du kan stadig bygge lige den tur, du helst vil ha’: op og ned og helt rundt på gulvet. Som testpilot bestemmer du selv, hvor cool din flyvetur skal være.
Ice Pilots School
Verdens cooleste pilotskole ligger i en kæmpestor flyhangar med masser af LEGO® modeller og polarstemning. Hvis du har is i maven, kan du tage en flyvetur i en af Ice Pilots School’s robotarme, der bare venter på at udfordre frygtløse testpiloter.
Byg din egen flyvetur – cool, supercool eller megacool
Du kan bygge din helt egen flyvetur på en letbetjent touch-skærm, hvor du finder et stort udvalg af bevægelser: Op, ned og rundt på alle mulige vanvittige måder. Du vælger selv, om turen skal være cool, supercool eller megacool.
Og så er det ellers bare om at hænge på – med hovedet op og benene ned. Eller omvendt!
Værd at vide
- Du skal være over 120 cm for at deltage
- For at prøve de tre vildeste ture, skal du være mindst 140 cm
- Der kan være to med på hver tur