LEGOLAND og Hummel udfordrer AG København
Hent pressemeddelelse her
Billund, 27. maj 2011
I weekenden vandt AG København sit første danske mesterskab efter en suveræn sæson i toppen af dansk håndbold. Lørdag den 27. august kommer de populære spillere til LEGOLAND og tager kampen op mod parkens gæster.
AG København har været suveræne i håndboldsæsonen 2010/11, og kronede i weekenden værket med klubbens første danske mesterskab. Men der venter en hård udfordring for garvede landsholdskæmper som Mikkel Hansen, Joachim Boldsen, Kasper Hvidt og Lars Jørgensen, når de d. 27. august skal tage kampen op med hele LEGOLAND.
Dagen starter med en parade gennem LEGOLAND, som slutter ved eventområdet, hvor Hummel står klar med konkurrencer. Her kan gæsterne i parken dyste mod deres idoler i at score mål, finte, skrue, kaste hårdt og meget mere.
Barnet er helten
En af LEGOLAND parkens grundværdier er at give børn og deres familier et sted, hvor barnet er helten. Når AG København kommer til parken, vil mange børn både få lov at være helt for en dag, men også møde deres helte fra håndboldbanerne.
- Det har været spændende at følge AG Københavns vej mod titlen, og vi er stolte over at kunne præsentere alle topspillerne i LEGOLAND. Jeg er sikker på, at mange af børnene får en stor oplevelse, og at spillerne får pustet til børnenes interesse for håndbold, fortæller Henrik Höhrman, direktør for LEGOLAND.
Dagen bliver krydret med indslag fra AG Københavns tøjsponsor Hummel. De inviterer til modeshow og rådgiver de unge håndboldspillere om det rette valg af udstyr, ligesom præmierne til konkurrencerne med AG Københavns spillere er sponseret af Hummel.
For yderligere information
PR & Pressechef Jonas Søndergård, jonson@legoland.dk, 7950 1801
Program for lørdag d. 27. august
10.00 AG Københavns maskotter Albert og Gloria samt LEGOLAND dragen Olli tager imod på forpladsen
11.50 Parade med AG København spillere igennem parken
12.00 Velkomst og spillerindgang v/ AG København speaker
12.30 Håndboldaktiviteterne åbner
14.00 Underholdning på scenen
14.30 Håndboldaktiviteter fortsætter
16.00 Håndboldaktiviteter slutter
16.30 Udtrækning af præmier